Der er flere fordele ved at hæve dørken
under rattet. Den oprindelig ide var at placere en forhøjning, så
min kone (157cm) kunne komme til at kigge frem over sprayhooden.
Løsningen viste sig at have flere fordele. Den gør det lettere at
komme om bag rattet, man har fået et trin, udsynet er blevet bedre for alle, og det er mere behageligt at stå bag
rattet, når båden krænger meget. Det egentlige formål er nået til
fulde. Skipperne har fået mere tid til at ligge mageligt henslængt
på kistebænken, nu hvor gasten ikke længere kan bruge manglende
udsyn som undskyldning for ikke at tage sin tørn. Dørken er delt i to. En del af dørken ligger under cockpitsædet agter og kan klappes over dørken under rattet. Højden er 10 cm henholdsvis 20 cm. Materialet til dørken er en 16 mm vandfast krydsfiner-plade. Malingen på trædefladerne er skridsikker.
mandag den 11. februar 2013
Stævnstige, fendertov og windbreakers
Stævnstigen er fremstillet i 18 mm
krydsfiner, malet og poleret til en fin ensartet overflade. Den
hænger i søgelænderet og støttes af ankeret. En enkel og billig
løsning. Kan stuves i kistebænken.
Om det er smart med fendertov kan
diskuteres, men det har sparet os for nogle skrammer. For at få det
til at hænge i en bue, uden røvballer, er der monteren øjebolte et
stykke nede på hæggen i hver side og tovet er spændt ret hårdt op.
Tovværket er købt hos en vodbinder for 250 kroner. Endestykkerne er
rest fra et gammelt skøde, der er flettet og taklet ind i
fendertovet.
De to windbreakers er hjemmesyede. De
kan tages af og sættes på efter behov. De fastgøres med påsyede
velcrobånd, hjørnerne er gjort stive med indsyede vinylstykker. Der
er monteret U-bøjler på septerfoden forrest og på det bageste ben
på pulpittet for fastgørelse i bunden. Det fungerer fantastisk.
Normalt bruger vi dem kun i havn eller for svaj for at få læ og lidt privatliv,
men af og til er de blevet siddende, når vi sejler. Under selv de
værste vindforhold er de blevet hængende, uden tegn på at rive sig
løs. Der er benyttet en god kvalitet kalechedug, det er dyrt, men
det betaler sig i længden. Det er stift og sidder derfor jævnt uden
rynker.
Det agterud åbne cockpit
Det var noget af en modeflip med det
agterud åbne cockpit. Efter at en mobiltelefon var kuret over
cockpitdørken og forsvundet i dybet, blev hullet lukket. Nu har vi
styr på husdyr og andre løse genstande og det har hjulpet meget på
træk om fødderne. Også her har jeg valgt en enkel og billig
løsning. Materialerne er en 8 mm plade, typen der bruges ved
betonstøberi, og to skinner i rustfrit stål. Pladerne er delt i to af hensyn til det mindste besætningsmedlem.
fredag den 8. februar 2013
Trin i forkahytten
For personer der er nået ud af den
første ungdom, er det lidt af en udfordring at komme nogenlunde
elegant op i køjen og ned fra køjen. Godt og vel halvdelen af
dørkfladen i forrummet er hævet ca. 30 cm og fungerer som et trin.
Det har hjulpet meget på dette forhold. Den ekstra gevinst er endnu
et stuverum, der er rimeligt let at komme til.
Hylder på toilet
Den viste løsning på mere hyldeplads,
er måske ikke den mest elegante, men på denne måde kan det lade
sig gøre at få mere plads til toiletgrejet, uden at det generer,
den der benytter toilettet.
Hylde over pantry
Hvem her ikke stået ved det lille
pantry med service og kigget rundt efter et sted at sætte tingene.
Hylden er lavet af 16 mm krydsfiner med en pæn mahogniside og en
mahognikant. Undersiden er malet hvid. Der er monteret lys under
hylden. Støtten med hyldeknægten er af rustfrit stål. Den er
fastgjort til skot og loft med polerede aluminiumsbeslag. Ind mod
skabet er hylden fastmonteret med et par aluminiumsbeslag til
overkanten at skabet.
Ændring af aptering i salonen
En kold sommeraften i salonen med en
tændt olielampe er for mig forbundet med hygge. Det samme forhold
til hygge har tyskerne tilsyneladende ikke, ellers havde de
konstrueret køjeryggen med lidt hældning. Man sidder simpelthen
elendigt i salonen. Min løsning på dette problem skulle fremgå af
billederne. Der er altid kompromiser, når der ændres noget på en
lille båd. For at få den rette hæld-ning på køjeryggen og den
samme køjebredde, har det været nødvendigt at forkorte køjen i sb
side af hensyn til døren til forkahytten. Til gengæld har det så
givet plads til et skuffearrangement med en ”lægge af” hylde og
et diskret barskab. Køjen i bb side er blevet tilføjet et
sidestykket ud til maste-støtten. Det har givet èn plads mere ved
bordet og masser af stuverum. Det har været nødvendigt at flytte
bordet lidt mod bb og gøre det ca. 15 cm smallere. Endelig er bordet
blevet sænket ca. 2 cm.
tirsdag den 5. februar 2013
Ændring i cockpit med nyt cockpitbord
Det originale cockpitbord med
tilhørende kumme blev fjernet allerede efter 1. sæson.
Arrangementet er klodset, og gør det meget besværligt at bevæge sig
rundt i cockpittet. Dette problem gør sig formentlig også gældende
for nogle af de lidt større Bavariamodeller. Kummen er monteret med
4 skruer og fjernes let. Skruehullerne i ratkonsollen og soklen kan
lappes med spartelmasse. Der er sat skridsikker tape på soklen, der
nu fungere som fodstøtte når man sider på kistebænken. Den lette
bordløsning kunne være et campingbord, der opbevares i kistebænken.
Vupti - mere plads i cockpittet og et større bord. Løsningen jeg
har valgt, kræver et vist håndelag og adgang til maskiner og
værktøj. Men med lidt hjælp fra en smed og god vilje så tror jeg,
at de fleste kunne lave noget lignede. Bordpladen er af bambus.
Støttebenet er af rustfrit stål. Foden som støttebenet hviler i
er af teaktræ.
Abonner på:
Opslag (Atom)